72 forskellige visum-typer til Australien?!?!

Efter en lang pause på bloggen, har jeg nu igen fundet tid til at skrive lidt om hvordan det går med planlægningen af mit ophold i Australien til sommer.

Allerførst, så er alt det formelle i forhold til Aalborg Universitet nu på plads, således at jeg har fået lov at tilbringe et helt år dernede – vel og mærke i træk! Normalt har man efter 9. semester en mundtlig eksamen, hvor man skal fremlægge en længere artikel og bevise at man har forstået indholdet – denne har jeg fået lov at udskyde til 10. semester når jeg kommer hjem fra Australien. Projekteksamen efter 9. semester har jeg ligeledes fået dispensation til, således at jeg skal aflevere denne skriftligt i stedet for mundtligt, og det er faktisk det

Planen er i øjeblikket at tage afsted engang i Juli måned 2009, og så bruge en 3-4 uger på at rejse rundt i Australien/New Zealand og opleve ting – holde ferie! For der bliver der nok ikke meget tid til når jeg først starter hos CSIRO Jeg regner så med at rejse hjem engang midt i maj 2010, således at jeg har et par uger herhjemme inden jeg skal aflevere mit speciale engang i starten af juni 2010.

For opresumere, så har jeg altså nu fået plads hos CSIRO i et år (som skrevet i tidligere blogindlæg), og fået godkendelse af Aalborg Universitet til at opholde mig et år i dernede. På det formelle plan mangler jeg så kun én ting… men dog en relativt vigtig ting, nemlig VISUM!

“Visum, hvor svært kan det være?”, tænker du så måske nok, men faktum er, at Australien er et af de lande i verden, hvor visum-systemet er mest besværligt. Det er ikke svært at få et visum som sådan, hvilket også giver mening taget Australiens historie i betragtning (de stoppede efter sigende først fri indvandring i 1990′erne), der er bare mange typer at vælge imellem. For at være helt præcis: 72 forskellige typer visum, som hver især har en del undertyper og man skal sørge for at vælge det rigtige for at få tilladelsen i hus Rent faktisk skal man, hvis man er gemen turist og blot vil derned i f.eks. to uger, også søge visum hjemmefra inden man kan blive lukket ind!

Så den proces er jeg igang med nu, jeg har fundet frem til at jeg skal have den type der hedder “Occupational trainee” der bruges når udlændinge gerne vil på praktikophold i Australien – hvilket jo passer ret godt med det jeg skal

Tildelingen af et Occupational-Trainee visum er todelt – først skal værtsorganisationen, dvs. CSIRO, godkendes til at modtage mig, og til at stå for min praktikperiode og først når dette er godkendt, skal jeg selv ansøge om et visum til Australien – så det er ikke en helt simpelt proces.

Det var alt for denne gang – til januar skal jeg i gang med at søge legater, så jeg kan få dækket nogle af omkostninger til opholdet – blandt andet koster en tur/retur flybillet til Sydney alene omkring 22.000 danske kroner!

/René

Whinerblog: Det urimelige i mundtlige eksamener!

Det kan simpelthen ikke passe, at mundtlige eksamener på Danmarks højeste niveau af læreranstalt skal være baseret på så høj grad af tilfældighed som jeg efterhånden har oplevet.

Tag nu f.eks. vores eksamen i Databasesystemer på fredag. Der er 10 spørgsmål at vælge imellem og efter at have forberedt og diskuteret dem alle, så kan jeg opdele de 10 spørgsmål i 4 ret nemme emner, 3 der er mellemsvære og 3 der er RET svære. I samme forbindelse skal det lige siges at denne eksamen på ingen måde er en walk-over eksamen, da dumpeprocenten for første forsøg ligger omkring de 50 %. Denne eksamen foregår ved, at man trækker et kendt spørgsmål, og så har man 1 minuts (!!) forberedelsestid, hvor man må kigge i sine noter og derefter skal man fremlægge uden at bruge noter. Altså: for at bestå kræves det at man har en forståelse for samtlige emner siddende på rygraden inden eksamen.

Det urimelige består i tilfældigheden hvormed man vælger emner, da dette sker 100% tilfældigt. Jeg synes på ingen måde det er rimeligt, at tilfældigheder skal afgøre om man eksempelvis får et ret let eller et ret svært emne, hvilket i høj grad er med til at bestemme om man består eller ej. Det evaluerer på ingen måde den dygtige student, som kan 9 ud af 10 emner til fingerspidserne, men alligevel trækker det 10′ene emne og dumper, på en fair måde, ligesom det ikke evaluerer den uinteresserede student, som bruger 3 timer på at forberede sig på de nemme emner, trækker et af de nemme emner og består.

Altså: hvordan kan man forsvare mundtlige eksamener hvor tilfældigheder i så høj grad har indvirkning på om man består eller ej ?

Et personligt eksempel mere på dette: sidste semester havde vi en lignende eksamen. En af mine kammerater trak et af de svære spørgsmål, og dumpede. Til reeksamen to måneder efter trak han et af de lette, og bestod med topkarakteren 12! Kan du se problemet?

Hvis mundtlige eksamener skal være rimelige, skal sværhedsgraden af de enkelte emner deles mere ud over hinanden, så man eksempelvis trækker to emner og får lidt længere tid, så man har mulighed for at få en god karakter, hvis man excellerer i den ene og er knap så god i den anden. Denne eksamensform har jeg oplevet en enkelt gang på uni, og når jeg tænker tilbage på karaktererne, var de noget mere retfærdigt fordelt i forhold til folks dygtighed.

Alternativt kunne man gøre som i udlandet, hvor mundtlige eksamener er noget mindre brugt end herhjemme og hvor skriftlige eksamener dominerer! vi har haft 20? mundtlige eksamener indtil videre vil jeg tro, og kun én skriftlig!

Med hvad ved jeg – jeg er jo blot studerende

 

Turen går til Australien – nu med officiel indbydelse

Som mange af jer nok ved, så har jeg længe gået med tanken om at tage en tur til Australien på studieophold på mit 9. og 10. semester (sommer 2009 – sommer 2010). Det hele startede på semestret her i efteråret, hvor vi på informatik-holdet fik en semesterkoordinator ved navn Jesper Kjeldskov og en vejleder (til alle tre informatik-grupper) ved navn Jeni Paay. “Jeni Paay?”, tænker du så måske, og ja, det er udenlandsk, hun var fra….Australien!

Til semesterintroduktionsmødet, hvor vi skulle danne grupper, startede de (Jesper & Jeni) med at vise filmen Da Vinci Mysteriet. Temaet for semesteret var nye interaktionsformer, hvor vi blandt andet skulle udforske feltet mellem fakta og fiktion – hvorfor det gav mening at vise præcis den film. Nå, men det er ikke semesteret det handler om – selvsamme dag, til selvsamme møde, fik de fortalt, at de begge tog til Australien efter semesteret (dvs. pr. 1. februar 2008), fordi Jesper var blevet headhuntet til at være forskningsleder for et HCI-Center (Human-Computer Interaction) på Australiens nationale forskningsinstitut Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation (CSIRO) – det har omkring 6600 ansatte og kan, blandt mange andre opfindelser, krediteret for at have opfundet det trådløse netværk! Allerede her tænkte jeg: “Det må være fedt job at få”… Som sidebemærkning fandt vi på studiet ret hurtigt ud af, at Jeni og Jesper rent faktisk skulle giftes i Danmark få dage inden de flyttede permanent til Australien.

I løbet af semesteret arbejde vi på studiet med mange teknikker der kunne fremme innovation og vejlede i forbindelse med konstruktion af prototyper på nye produkter. Selve processen med at være kreativ (ja, du læste rigtigt), skabe noget proof-of-concept, få noget input på det, videreudvikle det og til at færdiggøre en virkende prototype (som vi endte med, se: http://www.vutborg.dk/studie.htm, 5. semester) fandt jeg utrolig spændende og meget udfordrene – det var fedt, ikke bare at skulle lave et computerprogram eller en hjemmeside, som vi havde gjort på de forrige semestre, men også skulle skabe en god idé

Engang i December begyndte jeg så at overveje et udlandsophold, og tænkte: “lad mig spørge Jesper”, da han tidligere havde sendt en del studerende til udlandet. Jeg fortalte at det primært var Australien jeg var interesseret i: det skulle være langt væk, og IKKE USA, så Australien virkede oplagt, og så havde jeg jo også lige en australsk vejleder på semesteret Jesper svarede at der var mulighed for at komme til at studere helt op til et år på forskellige universiteter i Australien, som AAU har samarbejde med, og så nævnte han også, at det også ville være muligt for mig at komme ned og være i hans forskningsgruppe på CSIRO. “Fedt”, tænkte jeg, “det går jeg videre med”.

Derefter gik jeg i dialog med Jesper og fortalte at jeg gerne ville arbejde videre med at komme ned til hans forskningsgruppe på CSIRO og det var han helt klar på! I ultimo januar 2008, tog Jesper (og Jeni) så til Australien og i starten af marts fik jeg så en bekræftelse fra Jesper på, at jeg var velkommen – vel og mærke fra Jesper på et tidspunkt hvor han rent faktisk arbejdede for CSIRO – så jeg var jo naturligvis glad. I forbindelse med den melding skrev han også lidt om hvad jeg kunne forvente at komme til at arbejde med. Jeg vil tillade mig at poste et par afsnit ind herunder, og prøv at hold fokus, mens du læser det – det er ret spændende læsning!

Verden her er lidt anderledes end i Aalborg. Nye projektet opstaar pludseligt – som regel naar nogen bestemmer sig for at betale for det – og saa er det bare med at holde sig til. Jeg kan dog garantere, at det kommer til at handle om design og brug af samarbejdssystemer til en virkelig case, kommer til at involvere store skaermflader og ekstrem baandbredde, og kommer til at involvere feltstudier, participatory design, og prototypeudvikling/evaluering/redesign. Cases kan vaere indenfor f.eks

• healthcare (vi arbejder bl.a. med en distribueret kraeft-aktionsgruppe)
• remote-mining (vi arbejder paa et projekt, hvor man vil kunne styre maskineriet i de store miner 500km vaek)
• radio-teleskopkontrol (vi er involveret i design af kontrolrum til *fjern*styring af verdens stoerste teleskop-park)
• hands-on fjernundervisning (i samarbejde med den Australske Radio, TV og Filmskole)

… paa den tekniske side er jeg ved at saette noget i soen med fokus paa multi-user multi-touch input. Her er maalet helt enkelt at supportere, at flere brugere kan interagere, med alle deres fingre, med den samme touch-skaerm. Her er der udfordringer baade paa hardware-niveauet, system-nivauet, applikations-niveauet, og ift udvikling af nye ineraktionsteknikker. Dette arbejde skulle, efter hensigten, kunne bruges paa alle de ovenstaaende cases.

Hvad jeg helt konkret vil komme til at arbejde med af ovenstående vides ikke – det afhænger af hvad de har af cases på det tidspunkt jeg kommer derned, hvilket jo stadig er 1,25 år ude i fremtiden.

Kulminationen kom denne weekend, hvor jeg fra Jesper modtog en officiel invitation fra CSIRO til mit ophold dernede. Det viser sig desuden at jeg måske kan få “liwing allowance”, dvs. dækning af leveomkostninger fra CSIRO mens jeg er dernede – dog kun op til 6 måneder, men stadig, fedt

Status er nu, at jeg afventer en melding fra min kommende specialevejleder Mikael Skov om hvorvidt det kan ordnes således, at jeg kan tage eksamernere efter 9. semester i Australien istedet for i Danmark – dette er pt. eneste forhindring for at det bliver et helt år, fremfor kun et halvt år dernede. Jeg vil opdatere bloggen når jeg ved noget i den sag – så… Stay Tuned!

Studietur til San Francisco 2008

Dette er en blog over studieturen med Informatik, Datalogi og Softwareingeniør-retningerne på 6. semester på Aalborg Universitet til San Francisco i perioden 13.-23.marts 2008. 

Vi startede med at køre fra Aalborg Universitet natten mellem onsdag og torsdag – til Kastrup – vi skulle med flyveren mod Heathrow tidlig torsdag morgen og derfra videre til San Francisco. Selve rejsen derover foregik som lange rejser sædvanligt gør: med venten, venten og venten. Der var dog et par bemærkelsesværdige oplevelser undervejs. Den første kom, da vi skulle lette fra Heathrow mod San Francisco. Vi sad i flyveren i ca. 1 time før den lettede. Efter en ½ time udbrød en af de andre: ”Der kører en masse politi ude på landingsbanen ved siden af os!”. Det viste sig så, at der var en gut, som var løbet ud på en af landingsbanerne, hvilket medførte at både almindelige politi og lufthavnspoliti fræsede ud på landingsbanerne efter manden, og med pistoler truede ham til at lægge sig ned. Hele lufthavnen, som er Europas travleste, blev lukket for trafik i omkring en halv time, så der var stor kø ved landingsbanerne.
Den anden bemærkelsesværdige oplevelse kom da vi fløj over Grønland (hvilket man gør når man flyver fra Europa mod USA). Der var totalt skyfrit, så man kunne se indlandsisen – sindsygt flot – se selv herunder: Vi flyver i ti kilometers højde, og alligevel ser klipperne på billedet ud til at være kun få hundrede meter væk!! De må være pænt store!

Vi ankom til det hostel, hvor vi skulle bo sent torsdag aften, efter at have hentet de syv udlejningsbiler (vi er 43 afsted ialt) og fik noget tilfældig pizza til aftensmad inden vi gik i seng ved 22-tiden (hvad der svarer til kl. 7 om morgenen, så vi var pænt trætte!). Vi bor på fire-mands værelser med bad og toilet på gangen, så det er faktisk ganske ok faciliteter at bruge – bortset fra at toiletterne, tidligt om morgenen, kan være ret klamme…

Fredag d. 14. Marts
Vi havde egentlig planlagt at tage en tur til Yosemite National Park, men vi aflyste dette om aftenen inden vi gik i seng, da vi simpelthen var fuldstændig smadret pga. den lange transporttur. I den sammenhæng skal det måske lige siges, at ”vi” er dem der gerne vil til Yosemite, dvs. ca. 10 ud af flokken på 43 – og da vi har seks biler med plads til syv i hver (otte i en af dem), skal der lidt koordinering til for at kunne komme afsted på nogle individuelle ture rundt i området. Der er ca. to chauffører på hver bil, fra forskellige studieretninger, så det gælder om at hijacke en chauffør og fem andre personer udover én selv, hvis man gerne vil ud af byen og se på noget, f.eks. Yosemite.

I stedet for at tage til Yosemite (som vi så håber at kunne gøre senere) brugte vi dagen på at lære SF at kende – dvs. gå rundt og se på forskellige ting. Vi startede med at spise morgenmad på IHOP (International House of Pancakes), hvor man kan få rigtig amerikansk morgenmad med buttermilk pancakes, scrambled eggs, suasages, bacon osv – rigtig godt! Gaderne i SF er jo, som I nok ved, ret kuperet, så nogle steder må bilerne på tværs ved siden af vejen for at de ikke begynder at trille nedad, da håndbremsen ikke kan holde dem.

 
Til aften spiste vi på en lokal Thai restaurent – ikke så meget at sige om det.

Lørdag d. 15. Marts
Jeg vågnede ved 6-tiden, og var helt udhvilet (hej jetlag). Istedet for at benytte endnu en dag i SF, valgte jeg at tage med nogle gutter på en tur upstate SF – der ligger en stor Redwood-skov med kæmpe store træer som kan blive flere meter brede og op til 120 meter høje. Jeg har desværre ikke billeder af denne skov som dette skrives, men det kommer forhåbentlig senere.

Turen var en kombineret tur til Redwood-skoven og tur rundt til forskellige vinproducenter i Sonama Valley, en region som lå lige op ad Napa Valley, som er USA’s førende vinområde. Vi skulle besøge tre vinproducenter og turen blev arrangeret af et firma ved navn Incredible Adventures. Det kostede 75$ for en hel dag, så det var okay, når der var chauffør (som også fungerede som guide) på. Den første vinproducent vi besøgte havde sit vinsmageri udenfor på en terrasse med udsigt ud over vinmarkerne og bjergene, rigtig flot! Vi smagte hvidvine, rødvine, portvine og muscatvine og det var generelt en god oplevelse da vinproducenten forklarede en masse om vinene mellem skænkningerne, jeg lærte i hvert fald en masse :-) Det andet sted var vist det største sted af de tre, og her til vinproducenten os ikke særlig seriøs. Vi fik bare serveret nogle vine og så forklarede han 5 minutter om historien om den pågældende vinproducent. Ikke særlig inspirerende. Meeen han havde nok også kuller, efter at have haft besøg af den mexicanske præsident et par uger forinden. Det sidste sted var klart det mindste af de tre, her stod vi op hele tiden (ikke noget problem, man er vel i form ), og det var meget, hvad skal man sige, intimt. Han havde valgt kun at lave rødvine, men de var til gengæld rigtig gode.

Jeg har købt to flasker med hjem. En Zinfandel portvin, som nok er den bedste portvin jeg har smagt, og en Tempranillo rødvin. Vi smagte alle mulige forskellige druer, og generelt brød jeg mig mest om Cabernet Sauvignon og mindst om Pinot Noir, som generelt smager for meget af jord til min smag. Vi var tilbage i SF igen ved 6-tiden efter en god tur.

Søndag d. 16. Marts
Dagens højdepunkt var den planlagte tur til Alcatraz: en tidligere militærbase, og tidligere topfængsel for alle de værste amerikanske forbrydere. For eksempel har Al Capone siddet der, den kendte sprutsmugler fra alkoholforbudstiden i USA i 20’erne og 30’erne. Det sjove var, at han var blevet dømt for ”Income Tax Evasion”  (undvigelse fra betaling af indkomstskat)- det var nok det eneste de kunne dømme ham på. Alcatraz fungerede som fængsel i ca. 20 år, men blev nedlagt i 1963 da det var dyrt at vedligeholde pga. vind og vejr, da det jo som bekendt ligger midt i bugten i San Francisco.

 
På Alcatraz fik vi en audio-guided tur. Hver af os fik udleveret en lille mp3-afspiller og et headsæt og det styrede os så gennem det meste af fængslet og fortalte forskellige historier om fangerne, flugtforsøg, hvordan det var at leve der osv. Meget spændende oplevelse.  Bekræftelsen af fængslets status som hjem for de værste fanger var mottoet, som hang på indgangen til en af fængselsblokkende: ”If you break the law, you go to prison. If you break the prison law, you go to Alcatraz!”.

Mandag d. 17. marts
Jeg stod op ved 9-tiden, og gik ud i byen med det formål at få købt nogle bukser og en cardigan – med et par tip til hvor jeg kunne finde de billigste bukser. Det resulterede i at jeg fik købt to par cowboybukser og et bælte til en samlet pris på ca. 400 kr – svinebilligt! Derefter også en cardigal til ca. 250 kr. Dollarkursen falder og falder jo mens vi er herove, og er som dette skrives vist nede i 475.
Efter middag gik turen til Berkeley, hvor vi skulle have en rundvisning på University of California Berkeley – et af top-universiteterne i USA, som konkurrrerer med Stanford, Harvard, MIT m.v. om de bedste studerende. De havde 23.000 bachelorstuderende og 11.000 kandidatstuderende og det kostede fra 25.000 – 40.000 $ pr. år (!!) at studere der. Så kan man selvfølgelig få noget tilskud fra staten, men det er relativt begrænset, så det kræver man har økonomien i orden! Turens højdepunkt var en tur op i Sather Tower (se herunder), med udsigt ud over hele Berkeley by, Oakland og San Francisco. 

Oppe i tårnet mødte vi en medarbejder fra Århus Universitet (hvad er chancerne?), som var på ferie i USA sammen med sin mand, som arbejde på et 3 måneders gæstestipendie på Berkeley. Ellers ikke så meget at sige om turen rundt på campus’et, andet end at vores guide var en kvindelig antropologistuderende som virkede til at være ret uvidende om andet end USA. Hun benævnte i hvert fald flere gange en eller anden bygning som ”the world’s tallest” universitet-bygning, og rettede så derefter sig selv til ”US tallest”, da hun huskede at vi kom fra Europa. Derover er USA jo verden, så er noget størst i USA, er det også størst i verden – it’s as simple as that.

Tirsdag d. 18. marts
I dag skulle turen gå til Adobe. Vi skulle rigtig tidlig op (kl. 06:00), da vi skulle afsted fra Hostel kl. 07, med start hos Adobe kl. 09. Vi ankom ca. til tiden til Adobe og kom ind i receptionen, hvor vi bl.a. skulle skrive under på en confidentiality-agreement, for at må fo lov til at komme indenfor. Gennem kontakter (en af de andre havde en onkel, som havde mødt nogle Adobe-ansatte på en konference)  havde vi fået fat på en gut hos Adobe, som havde arrangeret en rigtig spændende formiddag.
Først blev vi introduceret til Adobe og de forskellige divisioner som det udgør – dvs. bl.a. deres Creative-suite, som bl.a. indeholder Photoshop og Ilustrator.  Derefter skulle vi møde tre forskelige gutter fra tre forskellige dele af Adobe: en lifecycle-manager, en program manager og en user experience ingeniør.

Life-cycle manageren fortalte om hvordan de administrerede og styrede de forskellige dele af en softwareudviklingsproces. Han viste bl.a. den model, som alle adobes programmer skulle igennem fra fastlæggelse af koncept, til milestones under udviklingen, til fastlåsningen af UI og API-laget (så andre kunne begynde at lokalisere programmer og skrive manualer), til produktion og efterfølgende vedligeholdelse. På det tidspunkt havde vi ikke fået noget at vide om, at vi ikke måtte tage billeder af noget af det der blev vist (på trods af at han viste noget fra Adobe’s intranet, som var benævnt som ”CONFIDENTIAL”.  Da lifecycle-manageren så gik videre efter at have vist udviklingsmodellen, sagde han meget diplomatisk: ”no pictures now”, hvorefter vores puls lige steg lidt (:-)) og viste derefter deres interne system til styring af de forskellige softwareprojekter.  Meget spændende!

Derefter blev den program-managerens tur til at underholde os. Det viste sig at være indbegrebet af en nørd : Han kom ind i lokalet med en diet coke i hånden, et par briller og uden noget som helst forberedelse. Han begyndte med at forklare hvem han var, og hvor lang tid han havde været hos Adobe og derefter blabrede han bare løs i ti minutter om hvordan de programmerede, hvilke teknologier de brugte og hvad de ellers havde gang i. En af de mere sjove ting var da han viste Adobe AIR, som er en platform for udvikling af desktop-programmer med alm. internet-teknologier som flash, html, xml m.v. Også rigtig spændende og han fortalte en masse guldkorn. Han viste bl.a. også en compilering af Quake i Flash, som faktisk kørte flydende

Til sidst kom en user experience engineer og fortalte om hvordan de arbejde med hele tiden at forbedre deres programmer så de bliver nemmest muligt at betjene for brugerne. Han fortalte bl.a. om hvordan de integrerede forskellige funktioner i Photoshop og dermed gjorde folks arbejde meget nemmere.

Generelt var besøget hos Adobe rigtig spændende og vellykket, da vi virkelig fik nogle guldkorn af vide og da de havde taget os seriøst, hvilket vi kunne se ved at det ike bare var nogle kedelige præsentationer af adobe, men da vi istedet fik lov at snakke med og stille spørgsmål til folk som virkelig arbejde med deres produkter.

Efter Adobe kørte vi en tur ud til Santa Cruz og derfra op ad highway 1, som ligger helt ude langs stillehavskysten. Her så vi en rigtig flot udsigt ud over stillehavet, og stoppede ind et sted og gik ned til stranden og dyppede vores fødder i vandet. Eller, dvs. vi legede ”flygt fra bølgerne inden fødderne bliver våde” med sko på, og den eneste som ikke klarede det var selvfølgelig Michael

Onsdag d. 19 .marts
I dag skulle turen gå til Google’s hovedkvarter i Silicon Valley – vi havde kun sparsomme med oplysninger om hvad der helt konkret skulle ske derude, andet end at det skulle være en rundvisning og en frokost. Vi skulle køre derud i vores biler og da den primære chauffør på bussen kom sent i seng (vi har en bar på hostel’et), påtog jeg mig jobbet med at køre den. Den er ca. 1/3 større end en alm. minivan og en del højere, så man skulle lige vende sig til dens størrelse. Den har plads til 12 passagerer, så den kræver i hvert fald stort kørekort i Danmark, men om det også kræves herovre er stadig uvist :-) Men vi kom nu sikkert derud, og fik en rundvisning i deres hovedkvarter. Det indebar primært rundvisning i på stuesalsetagen af de forskellige bygninger der udgør googles hovedkvarter – dvs. kantiner, konferencelokaler m.v., hvor vi bl.a. kunne skele ind til et kæmpe motionscenter, og kunne se et par videokonferencer som var igang.

Diverse guldkorn fra guiderne, der guidede os rundt:
• Det var bedst hvis man er single når man arbejder der, da det tager så meget af ens tid. Der var google børnehave, google hundepasning, google doctor, google frisør, google busser, google cykler, google mad, google dinosaurus (de havde købt en t-rex og placeret udenfor!!), google aftensmad! – diverse teknologipessimister vil nok argumentere med at privatlivet var ret krænket…
• Lønnen var ikke særlig god, men man havde mulighed for kæmpe bonus.
• Der var højst 33 meter fra en kontor til det nærmeste sted hvor man kunne få mad – det var en hel disciplin at sørge for at ligge cafeer med videre de rigtige steder så alle let kunne få mad.
• En medarbejder hos google kaldes en ”googler” (hvem sagde sekt?), dog kaldes de ”noogler” de første to uger

Derudover et par personlige observationer:
• Der er varme i toiletsæderne!
• Ude på dørene på toiletterne og over pissourarne (staveplade) hang der en kollektion af ”Testing on the toilet”-papirer. Det var en hel serie af enkelt-sides-A4-papirer med gode råd til hvordan man bedst lavede test af sine programmer – så man også lige kunne udnytte den tid man brugte på toilettet

Til slut ude på Google skulle vi spise i deres kantine, som er kæme stor og fyldt med alle mulige forskellige slags mad. Alt var gratis! 
Derefter gik turen ,for ca. halvdelen af os, over til Computer History Museum, som lå ikke langt derfra, også i Silicon Valley. Her havde de tre main exhibits. Den første fokuserede på hvordan man igennem tiden havde forsøgt at gøre skakcomputere bedre og bedre. Den anden fokuserede på de mange IT-virksomheder som startede i Silicon Valley i 60’erne og 70’erne, dvs. med korte præsentationer af alt fra HP, SUN, Google, Apple osv osv. Den sidste exhibit var klart den mest spændende: her havde de en masse gamle supercomputere stående, nogle af de første harddiske der blev lavet (de var 2 meter brede!). Vi så også en af de oprindelige hjemmelavede rack-servere som Sergey og Larry (grundlæggerne af google) brugte da de startede deres virksomhed. Vi fik også en guided tur af en tidligere inkarneret Silicon-Valley ingeniør som meget entusiatisk fortalte en masse historier om de forskellige computere og bl.a. fokuserede på konkurrencen mellem ”IBM and the seven dwarfs” i 60’erne og 70’erne. De var helt vilde med at der kom nogle unge mennesker, som var interesseret i historien om computere og som de kunne fortælle en masse.

Kommentarer fra i dag:
Niels: ”OMG, jeg er glad for at jeg ikke skal programmere hulkort”

Torsdag d. 20. marts
Dagens største begivenhed var vores tur til Intel. Studietursudvalget havde gennem vores tidligere kontakt hos Grundfos (den samme gut som fik vores besøg hos Adobe i stand) fået en aftale i stand med Intel som indebar et program fra 9 til 16 hvor vi fik lov at møde nogle af deres folk på softwareområdet, compiler-folk, og diverse andre. Desværre indebar besøget ikke et kig ind i en af deres produktionshaller, da det vist er temmelig tight security. Generelt er det svært at kommentere på hvad vi rent konkret fik ud af det, da meget af dagen gik med at præsentere de forskellige personer og hvad de lavede i virksomheden. Der var ikke så meget hands-on experience, måske også pga. at vi ikke så nogen af deres interne systemer, da al præsentation var via Powerpoint-slides. Een af de ting vi dog KAN huske derfra, var at vi indså hvor meget de egentlig bruger på at udvikle software der udnytter deres processorer bedst muligt og bruger en masse tid på at videregive den viden til alle som laver programmer der skal køre godt på en Intel processor. Generelt brød jeg mig egentlig meget godt om arbejdsmiljøet hos Intel, jeg fornemmede en velbalanceret balance mellem arbejdstid og fritid – de forventede ikke at man viede sit liv til Intel, hvad man godt kunne få opfattelsen af hos Google. Og så har de corporate jets til at flyve mellem deres 5 kontorer i USA, og alle medarbejdere benytter så de jets til rejser imellem kontorerne. Smart!

Om aftenen stod den på Pubcrawl, arrangeret af Hostel’et. Det startede ved 21-tiden og vi var vel 50 i alt der deltog, jeg tror de blev lidt overrasket over det høje antal, men hvad kan man forvente med en flok danskere indlogeret? Diverse folk havde fået den ide at de skulle drikke mig under, hvorfor ved jeg ikke, måske fordi jeg generelt var gået tidligere i seng end andre de andre dage. Hvorom alting er, så endte jeg i hvert fald med at få en del at drikke uden at betale en krone for det, så det var jo ikke så ringe endda Turen gik dog hjemad ved midnatstid, da næste dag stod på lang tur. Jeg måtte dog snige mig ud af den 3. bar vi var på, da diverse folk ikke ville have at jeg gik hjem – de gik endda så langt som til fysisk at bære mig fra bar 2 til bar 3, så jeg ikke gik hjem

Fredag d. 21. marts
Hele fredagen blev brugt på en tur til vel nok USAs flotteste nationalpark: Yosemite. Den ligger 4 timers kørsel øst for SF, så vi måtte ret tidligt op (kl. 06) for at være der i god tid. Vi var otte gutter af sted, så vi lånte bussen og kørte af sted. Yosemite var sindssyg flot og vi så nogle kæmpe bjerge og vandfald, men det skal ses før det giver mening at rejse 4 timer hver vej for den udsigt. Inde i parken var der de højeste steder stadig en del sne, vil tro der nogle steder lå et par meter, men heldigvis var alle vejene vi kørte på ryddet for sne. Alligevel var det specielt at se så meget sne ligge i parken, når der samtidig var høj solskin og 16 grader hele dagen. Midt på dagen var der ret varmt, men temperaturen faldt mega hurtigt med det samme solen forsvandt bag bjergene. Vi var ude at gå en lang tur, 5-6 km, i parken og kørte efter denne tur tilbage af mod SF.

Lørdag gik turen tilbage mod Danmark – vi rejste ved 15-tiden lørdag eftermiddag SF tid og var i Aalborg igen kl. 02 natten mellem søndag og mandag dansk tid. Generelt har vi haft rigtig godt vejr – temperaturen har lagt mellem 10 og 16 grader, og specielt lørdagen inden vi tog af sted hjemad mod Danmark var det varmt, med høj solskin – så det var noget af et chok at komme hjem til kuldegrader og sne!